Jeg har de seneste dage kunnet følge med i den hæftige debat omkring børnepasning. Hvornår kan barnet komme i dagpleje? Er det sundt at blive passet hjemme? Hvad er rigtigt og hvad er forkert?
Ja jeg har ikke svaret på disse spørgsmål, men jeg har min holdning til hvad jeg mener er bedst for børnene.

Da mine børn var små gjorde jeg som så mange andre. Jeg havde arbejde og studier og derfor blev mine børn slæbt tidligt ud af sengen hver morgen. Ud i en kold bil og af leveret i henholdsvis dagpleje/børnehave/sfo, så jo jeg har været der og det var ikke sjovt
Da vi fik vores afternøler besluttede vi at jeg skulle være hjemmegående. Det er den bedste beslutning vi har taget.
Vores familieliv er blevet mere afbalanceret og jeg har haft overskud til at tage vare på børnenes og familiens ve og vel. Det føltes som det var det rigtige for mig.

Debatten går nu på om hvorvidt det er sundt for børnene at blive passet ude for hjemmet eller ikke. Og om hvor gamle de bør være når de bliver sat i institution.

Personligt mener jeg ikke de har behov for at blive socialiseret før de er 3-4 år. Børn har efter min opfattelse bedst af at blive passet af enten mor eller far i hjemmet, eller af nogen som står dem meget nær eksempelvis bedsteforældre.
De ungforældre har sjælent råd til at den ene part går hjemme, fordi de har ofte har gældsat sig i form af huskøb og en bil skal man da også have. Sådan var det også for min mand og jeg, vi vil ville også have det hele på én gang.
Det får mig til at tænke på hvordan vores forfædre klarede sig. De ikke havde ikke råd til bil og ej hellere telefoner, men de klarede sig alligevel.

En ande side af samme sag er at mange unge har brugt størstedelen af deres ungdom på at får sig en uddannelse. Nå tiden for dem er kommet til at stifte familie, vil de ikke være hjemmegående fordi de vil gør karierre (hvilket de også skylder samfunndet, som jo har betalt for deres uddannelse).

Jeg ville ønske at, når man beslutter sig for at blive forældre at man vil tage et større ansvar for sine børn og have overskud til dem. Det mener jeg vi skylder vores børn.
Jeg ville ønske at jeg havde valgt at være hjemmegående da mine var små. Tænk hvor meget jeg selv havde kunnet sætte mit præg på dem. I stedet for at en pædagog har haft den oplevelse og mulighed.
Mange børn er desværre i institution på døgnets bedste timer.

Summa sumarum det skal helst være op til den enkelte familie at vælge hvilken vej deres familieliv skal drejes. Man skal ikke vælge at gå hjemme hvis man virkelig ikke bryder sig om det. Det vil ødelægge mere end det vil gavne.