Jeg har i de seneste dage fulgt med i mediernes interesse for børnefamiliers travle hverdag. Nej ikke bare børnefamiliers travle hverdag, men pressede børnefamiliers travle hverdag.
Artiklerne beskriver hvordan politikerne på Christiansborg kan hjælpe børnefamilier. Ikke om man skal hjælpe dem, men om hvordan de kan hjælpe.
Problemstillingen er tilsyneladende hvordan børnefamilierne skal få mere tid sammen med deres små børn og om kvaliteten af pasningen af børnene i daginstitutionerne.
Derudover beskriver en af artiklerne det økonomiske aspekt i det store problem det tilsyneladende er at få børn.

Artiklen henvender sig meget til de danske småbørnsfamilier, men syntes til at glemme at større børn også har ret til at have deres forældre 100 %, og at store børn er lige så tidskrævende ( om ikke mere) som små børn er.
Teenagere har i den grad brug for forældre der er der. Forældre der tilstede når man er sammen med dem.

Efter at have læst artiklerne kan jeg ikke lade være med at tænke om problematiken ligefrem skal være en politisk beslutning.
Jeg ved godt at vores børn er vores alle sammens fremtid, og set med de øjne kan det jo godt have en politisk interesse. Der kan i andre henseender også være en politisk interesse at hjælpe børnefamilier. Her tænker jeg på familier som ikke har de menneskelige ressourcer til at føre deres børn ind i voksenlivet uden det vil medføre problemer. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på.

Jeg stiller blot spørgsmålet

Skal børnefamilies liv være en politisk beslutning ?
Mit svar og holdning er overordnet set NEJ
Det kan lyde så hårdt, men det er det ikke.
Jeg mener blot at det sagtens kan lade sig gøre at leve et liv på én relativ lav indkomst. Og så alligevel leve et godt liv med ferier, lidt dyre hobbies, fritidsinteresser og personligt overskud.
Sådan lever vi. Og det er jo netop det jeg forsøger at skabe fokus på med min blog.

Penge jeg ikke har fået del i
En af artiklerne beskriver også at det offentlige betaler en stor del til af kagen, til de børn der bliver passet ude for hjemmet.
Den andel kan man jo godt sige at min mand og jeg ikke har fået del i, da vi selv har passet vores børn hjemme. Man kan sige at det har været et tilskud fra os til samfundet. Det har været min SKAT.

Penge er, som bekendt, ikke alt
Nu er det jo ikke sådan at det hele skal gøres op i penge. Der er ting som ikke kan vurderes i penge, og det er at vi har præget vores børn selv. Vi har haft de bedste timer på dagen sammen med vores børn. Vi har og har haft tid og overskud til at løse eventuelle problemer så som pubertetsvanskeligheder og andet.

Lige til slut
For at vende tilbage til spørgsmålet om det skal være en politisk beslutning om hvordan børnefamilier skal håndtere tid og penge, og min holdning. Så ligge det lige til højrebenet……NEJ  det kan lade sig gøre at tage sig af sine børn selv. Hos os har det aldrig været gjort til et problem at skulle sørge for sin egen familie selv.  Det skal ikke gøres til et problem at få børn og i det hele taget stifte familie, og da slet ikke et politisk problem. Dog vil jeg på det kraftigste gøre opmærksom på at der kan være familier som har brug for at få en håndsrækning fra det offentlige, men som før omtalt er det en anden problemstilling.
Ligeledes vil jeg sige at det ikke nødvendigvis er kvinden der skal være den der arbejder i hjemmet, det kan også være manden.

Via min blog forsøger jeg at skabe fokus på hvor travl min hverdag som hjemmegående egentlig er og hvor dejligt det er atvi bare kan holde fri når min mand ikke er på job. Kortsagtvi har en større frihed.